BookBites Boginspiration

Filmatiserede ungdomsbøger - Se anbefalinger | BookBites

Skrevet af Maja Selch | Apr 18, 2019 12:46:00 PM

Alle kan finde inspiration til den næste bog i filmens univers – især de lidt større elever. Derfor byder disse boganbefalinger på fantastisk litteratur, der særligt henvender sig til udskolingen.

Næsten en tredjedel af børn finder inspiration til læsning i film, de har set. Og det giver selvfølgelig rigtig god mening; mange af de mest populære film og tv-serier er jo netop baseret på bøger!

Hvis du har en læsetræt elev, kunne det være, at en af de nedenstående populære bøger og bogserier kunne tænde en gnist af læselyst?

Hunger Games 1 - Dødsspillet

Dødsspillet er første del af science fiction-trilogien Hunger Games, som følger 16-årige Katniss Everdeen. Landet Panem består af 12 distrikter, og Katniss bor i det fattigste af dem med sin mor og lillesøster. Hvert år tvinger magthaverne i Panem distrikterne til at udvælge nye deltagere til det rædselsfulde 'Dødsspil' – og dette år bliver det Katniss' elskede lillesøster, Prim. For at beskytte hende overtager Katniss frivilligt pladsen, og hun må nu kæmpe for sit liv.

Forfatter: Suzanne Collins
Aldersgruppe: 13-16 år 

Læs i BookBites
 

Maze Runner - Labyrinten

Thomas vågner op i en lysning uden erindring om, hvem han er. Omkring ham står en flok fremmede drenge, som heller ikke kan huske noget fra før, de kom til dette mystiske sted. Deres eneste vej ud er gennem en farlig labyrint, der hele tiden forandrer sig, og hvor ingen nogensinde er sluppet levende igennem. 
"Maze Runner - Labyrinten" er den første bog i den nervepirrende sci-fi serie.

Forfatter: James Dashner
Aldersgruppe: 13-16 år
 
Læs i BookBites

Frøken Peregrines hjem for sælsomme børn

Jacob har fået mange historier fortalt af sit store idol, bedstefar, blandt andet om hans barndom. Bedstefar flygtede nemlig til England og voksede op på et børnehjem, hvor der boede nogle meget sælsomme børn. En dag mister Jacob sin bedstefar under tragiske omstændigheder, hvilket leder ham ud på en rejse til en afsidesliggende ø. Her finder han ruinerne fra Frøken Peregrines hjem for sælsomme børn, men der er god grund til at tro, at disse børn var meget mere end sælsomme – og at de muligvis stadig er i live.
"Frøken Peregrines sælsomme børn 1" er første bog i serien.

Forfatter: Ransom Riggs
Aldersgruppe: 14-16 år

Læs i BookBites

Paper Towns

De gamle barndomsvenner Q og Margo går på samme high school, men er vokset fra hinanden. Margo flirter med de populære elever på skolen, og Q følger med i hendes liv fra sidelinjen. En dag vender Margo tilbage i Q's liv, da hun kravler ind igennem hans vindue med store hævnplaner mod alle de mennesker, der nogensinde har såret hende. Og så forsvinder hun... Men Margo har efterladt sig nogle spor, og Q sætter sig for at følge dem for at finde hende – død eller i live.

Forfatter: John Green
Aldersgruppe: 14-16 år

Læs i BookBites


The hate U give

Den kun 16-årige Starr finder pludselig sig selv som det eneste vidne til, at hendes ubevæbnede ven Khalil bliver skudt af en politimand. Efter hændelsen må Starr gøre op med sig selv, om hun fortsat vil balancere mellem det sorte lokalmiljø og sin privatskole, eller om hun bliver nødt til at råbe op. Især da nogle af hendes klassekammerater antyder, at Khalil selv var ude om det.

Forfatter: Angie Thomas
Aldersgruppe: 13-16 år

Læs i BookBites

SKAM

Dine elever kender helt sikkert den succesfulde ungdomsserie SKAM. Nu er råmanuskripterne blevet udgivet, og de indeholder fraklippede scener, nye prologer og forfatterens egne kommentarer.
I det første bind følger vi Eva, som lige er startet i gymnasiet. Hun er uvenner med sin tidligere bedsteveninde og føler sig meget alene. Da Eva bliver del af en ny venindegruppe, finder hun ud af, at det ikke er nemt at balancere venskaber, fester og kærlighed.

Forfatter: Julie Andem
Aldersgruppe: 13-17 år

Læs i BookBites

 


... eller gå på opdagelse i vores øvrige boginspiration:

Bøger om gaming

Bøger om heste

Bøger om køn og seksualitet

Børnebøger om far

Gyserbøger til børn