Blog

BookBites leverer data til nyt forskningsprojekt

Hvordan forholder det sig med kulturen i den danske folkeskole, når det kommer til social- og kønsulighed mellem elever? Hvordan ser billedet omkring kønsstereotyper ud, og kan man i den sammenhæng sige noget om, hvordan skolerne orienterer sig mod de videregående uddannelser?

Det skal forskningsprojektet “Exploring School Culture” undersøge, og BookBites er med til at levere vigtig data til forskerne.

Med udgangspunkt i resultaterne fra de nationale test, spørgeskemaer og data fra digitale platforme som BookBites, vil forskerne undersøge elevernes og lærernes værdier, attituder og praksisser.

Gennem en 3-årig periode vil sociologer og dataloger i samarbejde fokusere på såvel læsning som naturfag. Målet med projektet er at kunne bidrage med grundforskning på området social- og kønsulighed blandt eleverne i den danske folkeskole. De deltagende forskere vil lave hvert deres nedslag i forskningen og på den måde samlet kunne bidrage med et eksplorativt snit på et område, der ikke før er forsket i.  

Ved at få adgang til data fra BookBites, giver vi forskerne mulighed for at udforske elevernes tendenser i forbindelse med læsning. Det store anonymiserede datasæt kan fx give indblik i, hvornår eleverne læser, hvilke klassetrin der bruger læseværktøjer i app’en, eller hvor lang tid henholdsvis piger og drenge bruger på at læse.

Der er mange muligheder forbundet med et projekt, der tager udgangspunkt i et sæt af big data. Vi glæder os over at kunne bidrage med forhåbentlig værdifuld data til projektet og vil sammen med forskerne løbende opdatere om resultaterne.

Det er projektholder David Reimer fra DPU, der sammen med forskere fra både DPU, AU og KU fører projektet ud i livet. Projektet er støttet af Velux fonden.

Læs mere om projektet