Blog

Glimt fra et læse-event: Kickstart læselysten i BookBites

En tidlig efterårsmorgen i september kalder klokken eleverne fra Hammershøj Skole ind. De starter normalt dagen i deres egne klasser, men i dag har 3.-6. klasse fået besked på at møde i skolens bibliotek.

Biblioteket er indrettet med sofaer og små læsekroge, som lægger op til fordybelse, og på hylderne står bøgerne afventende på række. Eleverne strømmer ind i lokalet. Under armen klemmer de hver en bærbar computer. De slår sig ned på gulvet, i sofaerne eller på stole og åbner ivrigt computerne foran sig.

En projektor lyser bibliotekets bagerste væg op, og foran den står Anne fra BookBites. Hun har åbnet en internetbrowser, for om lidt skal hun vise eleverne, hvordan de finder og læser bøger i BookBites. Hammershøj Skole har nemlig for nylig købt adgang til det digitale skolebibliotek for alle skolens elever.

Et bibliotek med 15.000 bøger

Stilheden sænker sig over børneflokken.

”Hvor mange bøger tror I, der findes i BookBites?” spørger Anne.

En skov af hænder skyder i luften og en elev gætter: ”Tusind bøger?”.

Det er mere end det, fortæller Anne.

En anden råber: ”En million bøger?!”

Svaret er både ja og nej. Der findes over 15.000 forskellige titler i BookBites, men hver af de bøger kan lånes af alle eleverne på samme tid. Så i sidste ende er det rigtig mange bøger.

”Og hver nat, når I sover, kommer der flere til,” fortæller Anne og fortsætter: ”Det er lidt svært at forestille sig at have 15.000 bøger samlet i det her lokale – men det har vi jo faktisk. 15.000 digitale bøger.”

Hver morgen starter eleverne på Hammershøj Skole dagen med 20 minutters læsning. En aktivitet som er blevet gjort nemmere af, at alle eleverne nu kan vælge at læse en bog i BookBites.

Clara fra 3.a er stor fan af de 20 minutters læsning hver morgen. Hun er nemlig en rigtig læsehest.

”Om morgenen skynder vi os altid ind i klassen. Så er det bare hurtigt af med skoletasken og i gang med at læse,” fortæller Clara.

Ternet Ninja og andre favoritter

”Hvor mange af jer kender Ternet Ninja?” spørger Anne, mens hun finder bogen frem i BookBites. En bølge af ivrige hænder rejser sig i lokalet.

En af dem, der rækker hånden op, er Kristian, som også går i 3.a. Han er ret vild med at læse, og faktisk er Ternet Ninja hans yndlingsbog. Kristian har læst i BookBites før, og han synes, at det kan noget, som almindelige bøger ikke kan.

”Det gode ved BookBites er, at man selv kan bestemme størrelsen på bogstaverne, når man læser. Og så er der vildt mange forskellige bøger,” siger Kristian.

screenshot børn læser v1

Foran eleverne gennemgår Anne de forskellige funktioner og indstillinger i BookBites. Derefter viser hun dem, hvordan de kan blive inspireret til gode læseoplevelser og finde en bog, som passer til dem. Til slut er det børnenes tur til at blive sluppet løs i BookBites. Målet med læse-eventet er, at børnene hver finder mindst én bog i, som de kunne tænke sig at læse.

På egen hånd i BookBites

Eleverne åbner deres computere. Flere af dem har brugt BookBites før, men har alligevel lært noget nyt. To af dem er Clara og Kristian fra 3.a.

”Jeg synes, læse-eventet var spændende. Vi vidste jo ikke, at man kunne bruge det der ’LæseTid’. Det havde vi ikke hørt om før,” siger Kristian.

Clara nikker og uddyber: ”Jeg vidste godt, at man kunne skifte farve på bogens sider, men jeg vidste ikke, at man også kunne ændre bogstaverne – det har jeg lært i dag.”

Kristian lægger også vægt på, at det var sjovt at sidde sammen med dem fra de andre årgange, selvom det var lidt trangt i det lille bibliotek.

Clara og Kristian

Clara og Kristian 3.a

Kristian og Clara planlægger allerede hvilken bog, de skal læse næste gang. Når Kristian er færdig med Ternet Ninja, skal han i gang med en bog af Sebastian Klein. Clara derimod skal læse en bog, hun har fået anbefalet af en veninde fra klassen.

De bliver generelt begge inspireret af deres klassekammerater, når de skal finde nye bøger.

”Derfor er det også ret smart, at man kan gå ind i BookBites og se, hvad ens klassekammeraterne læser,” mener Clara. Hun og Kristian vil i fremtiden bruge dén funktion til at blive inspireret til nyt læsestof.

De to børn pakker deres computere sammen, for nu skal de have billedkunst. Men Clara glæder sig allerede til næste morgens læsning.

”Jeg beder bare min mor vække mig tidligt, så jeg kan nå at komme i gang med læsningen inden skolen starter,” siger hun, inden hun slutter sig til sin klasse.

Se en video med glimt fra læse-eventet på Hammershøj Skole her:

læseevent v3


Om læse-events

Når en skole har købt abonnement til FRI-læsning i BookBites, kommer vi gerne ud og sørger for at kickstarte børnenes læselyst med et læse-event.

Målet med arrangementet er at give børnene en grundig introduktion til BookBites, og samtidig sørger vi for, at alle finder mindst én bog, de gerne vil læse. På den måde er der ingen hindring for at komme i gang.

Læs mere om FRI-læsning

 

Måske er du interesseret i disse indlæg?

 

Inspiration og viden om læselyst – direkte i din indbakke! 

Til dig, der gerne vil modtage inspiration i form af læseforløb, undervisningsmaterialer, konkurrencer, info om nye titler og meget andet.

Ja tak!