Stine Kejser Prip har i sin master i positiv psykologi fundet en tilgang til ordblindes læselyst
Det er svært at blive glad for at gøre noget, man oplever som svært. Derfor er det for de fleste ordblinde ikke forbundet med lyst, når der skal læses i skolen og derhjemme. Men det har Stine Kejser Prip et bud på, hvordan man kan ændre. Her er medbestemmelse, inspiration og relationer vigtige elementer, når det kommer til at give ordblinde børn lyst til at læse.
Stine Kejser Prip er tidligere læsekonsulent i Norddjurs og Aarhus Kommune og arbejder nu som pædagogisk leder på Beder Skole. I forbindelse med sin master i positiv psykologi på Aarhus Universitet satte hun sig for at undersøge, om det er muligt at få ordblinde elever til at læse af lyst.
“Hvis vi understøtter børnenes selvbestemmelse, kompetence og samhørighed, viste mit projekt, at børnene læste, fordi de gerne selv ville,” uddyber Stine. “Det er afgørende, at vi interesserer os for, hvordan vi kan understøtte ordblinde børns læsning - og det har med motivation at gøre.”
Læsning skal ikke føles som en pligt
I løbet af otte uger arbejdede Stine Kejser Prip og læsevejleder på Beder Skole Mona Kjær Nedergaard for at skabe læselyst hos otte ordblinde elever på Beder Skole.
I hver af de otte gange to lektioner i projektet på Beder Skole indgik disse elementer:
- Underviseren udviser interesse, respekt og værdsættelse
- En sjov aktivitet, hvor kroppen er med
- Elever deler deres læseoplevelser
- Lærer og elever præsenterer nye spændende bøger
- Svære, sjove eller nye ord fra bøgerne drøftes fælles
- Eleverne læser for hinanden og for læreren. De giver og får positiv feedback
- Eleverne sætter selv deres mål for læsning
- Læsestrategier og læsemåder modelleres og øves
- Eleverne vælger nye bøger til kommende uge
En af projektets konklusioner er, at læsning ikke skal opleves som en pligt, hvis de ordblinde elever skal motiveres. Lærere og forældre skal interessere sig for barnets læsning, spørge ind og læse med.
“Selvbestemmelse er vigtigt. Eleverne fik lov til selv at vælge bøger, og der var ingen tvang i læsningen. Det handler mere om at præsentere eleverne for mange forskellige bøger, give dem gode læseoplevelser og opfordre dem til at blive ved,” siger Stine Kejser Prip.
Kontinuerlig tilgang for hele klassen
Stine Kejser Prip bemærker, at man kan komme langt med de ordblinde elevers læsekompetencer, hvis det lykkes at give dem lyst til at læse. Men det er som regel ikke nok. De fleste ordblinde vil også have brug for digitale værktøjer for eksempel oplæsning af tekster. Det er vigtigt med en løsning, der har fokus på, at man både kan læse med øjne og ører. Derudover peger hun også på, at det er nødvendigt at være vedholdende, hvis ordblindes læselyst skal fastholdes.
Et forløb for de ordblinde med selvbestemmelse, støtte og relationelt arbejde kan være en god måde at booste arbejdet i resten af klassen. Konkret kan det udmønte sig i læsegrupper i klassen. Læreren hjælper dem med at finde materialer og organiserer nogle måder, de kan snakke med hinanden om det, de læser.
“Hvis læselysten skal fastholdes, er det vigtigt at arbejde med hele klassens læselyst. At gøre det til et kontinuerligt tema. Så man får skabt et levende miljø, hvor man snakker med hinanden om, hvad man læser,” siger Stine Kejser Prip og fortsætter: “Det man skal være særligt opmærksom på i forhold til de ordblinde, er, at man har litteratur, der også egner sig til dem. Man skal have noget, der ikke er så svært at læse, men stadig er sjovt og spændende. Og alderssvarende.”
Motivationen er vigtig
De ordblinde elever blev ikke super-læsere på otte undervisningsgange, men de udviklede deres ordlæsekompetence – mest på rigtighed, mens også lidt på hastighed. Den vigtigste pointe ifølge Stine Kejser Prip er, at de brugte meget mere tid på at læse: “Nogle af de timer, hvor vi havde tilrettelagt en masse aktiviteter, bad de bare om at få lov at læse. De blev virkelig interesserede i det.”
Så projektet rykkede ved læselysten, og det viste, at man med relativt små greb kan understøtte elevernes motivation til at blive ved med at læse.