apr. 02, 2019 Anne Bols Zeuthen

E-bøger får elever til at bede om mere læsetid

Tilbuddet om digitale bøger har fået 9. klasse på Vestervangskolen til at læse overraskende meget – især de elever, der ikke læste før. Dansklærer mener, at tilgængeligheden er afgørende.



”Det har været svært at få eleverne til at læse. Derfor var jeg super positiv, da vi fik det her digitale tilbud,” fortæller Lea Kvinesdal, som er dansklærer i 9. klasse på Vestervangskolen i Glostrup.

Det er en af kommunens i alt fire skoler, som fra årsskiftet gav samtlige elever fri adgang til e-bøger i det digitale skolebibliotek i BookBites. 

Lea Kvinesdal er dansklærer på Vestervangskolen
”Jeg startede ud med at lave en klassekonkurrence, hvor det gjaldt om at læse flest minutter på en måned,” uddyber Lea. ”Det motiverede dem helt vildt. Det var faktisk en ordblind pige i klassen, som endte med at vinde. Det var sindssygt fedt.”

Digital litteratur motiverer helt nye læsere

Siden da har Lea sat endnu en konkurrence i gang, og lige nu er det en dreng, som ellers aldrig læser, der fører på læste minutter.

Den største ændring er, at de selv siger: ’Må vi ikke godt læse?’. Det gjorde de ikke før. Og det gælder også drengene.

”De læser overraskende meget,” fortæller Lea. ”Den største ændring er, at de selv siger: ’Må vi ikke godt læse?’. Det gjorde de ikke før. Og det gælder også drengene, hvilket er helt fantastisk! Det er i det hele taget især de elever, der normalt ikke læser, som er blevet mest fanget.”

Det er svært at pege på, hvad der præcis er skyld i den store ændring i de unges læseglæde, men ifølge dansklæreren spiller tilgængeligheden en stor rolle:

”Eleverne siger selv, at det er nemt at hive telefonen frem, når man sidder i bussen eller ligger på værelset – og så kan man lige læse i tre kvarter. Det er nemmere end at hive en bog op af tasken. Og så synes de, at det er cool at læse på telefonen. Det virker ikke, som om man læser, men det gør man.”

Fleksibilitet letter planlægningsbyrden

Til sommer skal klassen op til læseprøven, hvor de bl.a. vurderes på læsehastighed. Derfor fokuserer Lea særlig på at få eleverne til at læse meget, så deres hastighed forbedres. Hun bruger Klasseoverblikket i app’en til at følge med i, hvad, hvor ofte og hvor meget eleverne læser. Desuden holder hun løbende øje med deres læsehastighed.

”Det er et meget brugbart værktøj for mig,” siger hun om overblikket. ”Vi har aldrig haft noget lignende. De indbyggede hjælpeværktøjer er også en kæmpe hjælp for de ordblinde elever, fordi de kan få læst ordene op, uden at skulle scanne teksten eller gå ind på Nota.”

Det betyder, at jeg faktisk kan finde den bog, jeg gerne vil undervise i, og at den kan læses med det samme. Det har lettet en kæmpe byrde fra mine skuldre.

Fordi 9. klasse er så langt i deres skoleforløb, bruger eleverne udelukkende BookBites til frilæsning. Men Lea planlægger at bruge app’en til romanlæsning, når hun starter op med 7. klasse efter sommerferien.

”Der er e-bøger jo fantastiske, fordi jeg slipper for at booke bøger to år i forvejen. Det betyder, at jeg faktisk kan finde den bog, jeg gerne vil undervise i, og at den kan læses med det samme. Det har lettet en kæmpe byrde fra mine skuldre,” afslutter Lea.



Kunne du tænke dig at prøve det digitale bibliotek?

Opret en 30 dages gratis prøveadgang til din klasse og få adgang til tusindvis af bøger, læseværktøjer og læsestatistik. 

Vi sørger for at klæde dig på med opstartsmaterialer, guides og sjove læseaktiviteter.

Opret 30 dages prøveadgang

 

 Inspiration og viden om læselyst – direkte i din indbakke!

Til dig, der gerne vil modtage inspiration i form af læseforløb, undervisningsmaterialer, konkurrencer, info om nye titler og meget andet.


Ja takk!