Det kan være en lang og sej kamp at skabe læseglæde hos børn. Det ved Tina og Peder Mogensen alt om. De har i årevis kæmpet for at få deres søn, Oliver, til at blive glad for læsning.
Det har ikke været nemt, men i dag læser Oliver helt uden brok. Og han har forbedret sig mere, end hans forældre overhovedet havde turde håbe på.
Når læsning er en pinsel
For tre år siden gik Oliver i 3. klasse. Han var en glad dreng, som elskede fodbold, men læsning var en af hverdagens gordiske knuder.
”Førhen var læsning en pinsel. Særligt det at gå ned på biblioteket og finde en bog, fandt han uoverskueligt. Han læste, fordi han skulle, men han forstod ikke, hvad han læste,” fortæller Tina.
Den daglige læsning førte til mange konflikter i hjemmet og en stor frustration hos forældrene, for Oliver var ikke ordblind – men han læste meget usikkert og helt uden lyst.
Hurtige ryk fremad
I efteråret 2016 kom Olivers klasse på Verninge Skole med i en forsøgsordning med BookBites. Eleverne fik fri adgang til det digitale skolebibliotek med e-bøger, og det ændrede med ét Olivers forhold til læsning.
”Oliver var en af de elever, som rykkede sig super hurtigt, da han begyndte at læse i BookBites. Lige pludselig var der noget, der motiverede ham til at læse videre,” fortæller Tina.
Før Oliver fik adgang til BookBites, læste han på lix 6-7. I dag ligger hans niveau over gennemsnittet for aldersgruppen. Men de forbedrede læsefærdigheder er én ting. Noget andet er stemningen i hjemmet, som også har ændret sig:
”Vi har færre konflikter nu, end vi havde tidligere, fordi Olivers læsning er blevet mere afslappet. Han er ikke frustreret over at sidde med BookBites, som da han sad med en bog, han havde lånt på biblioteket af pligt,” siger Tina.
’Nu finder han selv sine bøger’
Da Oliver startede med at læse i BookBites, sad hans forældre ved siden af ham og hjalp med at vælge bøger – en mulighed de ikke havde haft, da Oliver lånte bøger fra skolens fysiske bibliotek. Nu vælger Oliver helt selv sine bøger i BookBites.
”Det motiverer ham, at han kan læse dét, han har lyst til,” siger Tina.
”Og så er det bare federe for en 12-årig at læse på en iPad end at bladre i en gammel bog. De fysiske bøger fanger ham simpelthen ikke.”
I dag læser Oliver primært bøger i BookBites. I skolen læser han på computeren, og derhjemme læser han på iPad. Som alle andre børn kan han stadig blive udfordret, og Tina er også helt bevidst om, at læsning er en livslang læring:
”Vi stopper ikke, bare fordi han har nået et højt niveau. Læsningen fortsætter herhjemme,” afslutter hun.
Se også Olivers fortælling
Vi talte allerede med Oliver, da han var ved at afslutte 3. klasse. Se og hør ham selv sætte ord på udviklingen i denne video: