jan. 10, 2020 Imone Dahl Kramer

Når konkurrencer skaber læselyst og fællesskab

Hvis snakken falder på konkurrencer i undervisningen, er holdningerne ofte delte. For er det overhovedet en god ide at lade eleverne konkurrere i skoletiden?

Vores svar er JA! En konkurrence kan sagtens bidrage med noget positivt i undervisningen, hvis den rammesættes korrekt.

Vi har afholdt flere læsekonkurrencer med stor succes og positiv feedback fra lærere og elever. I vores konkurrencer er der nemlig fokus på en fælles holdindsats i klassen, hvor alle elever kan være med og bidrage til sejren.

To dansklærere fortæller i dette indlæg om deres erfaringer med konkurrence.


En vigtig drivkraft for børn og unge

Ifølge professor ved Læring og Filosofi på Aalborg Universitet, Birgitte Holm Sørensen, er konkurrenceelementer en vigtig drivkraft i børne- og ungdomskulturen. Hun oplever det derfor som en skam, at det er relativt udgrænset i den nordiske pædagogik.

”Der er intet nyt i, at børn og unge godt kan lide konkurrence”.
- Birgitte Holm Sørensen

For at en konkurrence skal virke motiverende, skal den støtte op om det kollektive frem for de individuelle præstationer. På den måde kan man styrke fællesskabsfølelsen i klassen og undgå, at nogle elever føler sig udstillet eller mindre værd.

Det er netop den motivationsskabende konkurrence, vi vægter at fremme blandt eleverne. Alle kan bidrage positiv til den fælles indsats uanset niveau – fordi vi fokuserer på læste minutter frem for læsehastighed eller læsemængde.


Læsekonkurrence skabte ekstra motivation

I december 2019 afholdt vi for andet år i træk en konkurrence om at læse sig til det flotteste juletræ. Vi modtog mange, mange flotte bud fra klasser i hele landet.

Juletræer

En af dem var 5. klasse på Andst Børne- og Skolecenter - og dansklærer Marianne Damholt Hansen oplevede tydeligt et større engagement for at læse blandt eleverne i december måned.

”Eleverne er gået meget op i konkurrencen. De er en klasse som er vant til at læse meget, men med læsekonkurrencen var der noget nyt og fedt,” fortæller hun.

Ifølge Marianne har det bl.a. noget med stjernerne at gøre:

”Det motiverer eleverne rigtig meget, at de får læst 20 minutter hver dag og får en stjerne. De stopper ikke efter 15 minutter, men tager de sidste fem minutter med for at få stjernen.”


En sejr for de læsesvage

Undervejs i december oplevede Marianne, at konkurrencen favnede alle elever.

"Vi har en pige i klassen med læseudfordringer, som pludselig havde læst flest minutter i klassen. Det var en kæmpe sejr," uddyber Marianne og fortsætter:

"Det er en sidegevinst, at de elever, der har det svært med læsning, oplever at være en del af fællesskabet."

Fællesskabet bestod i, at alle eleverne var sammen om at bygge juletræet. Alle kunne bidrage til projektet - uanset om de havde læst 20, 30 eller 40 minutter den dag.

Det var med til at gøre læseindsatsen sjovt at deltage i og til en sejr for rigtig mange elever.


Læsningen flytter med hjem

Vinderklassen af juletræskonkurrencen blev 4.a fra Ådalsskolen i Mørke, som sammen byggede et forrygende træ ud af deres læste minutter.

Klassens dansklærer, Lone Bøgevang Lund, lod eleverne læse i mange af dansktimerne, men hun kunne se, at motivationen flyttede sig fra skole til hjem:

”De er begyndt at læse meget mere. Forældre har været overraskede over, at børnene læser på eget initiativ hjemme – det har de ikke gjort før. Det har løftet mange af dem, som normalt ikke læste.”

Vi besøgte eleverne i 4.a, som bl.a. fortalte os, at:

  • De fik læst mere end ellers under konkurrencen
  • De havde lyst til at læse, fordi de blev bedre
  • LæseTid hjalp dem til at få læst mere

Da det ringede til frikvarter, og vores besøg var slut, lød det fra flere elever:

”Må vi blive inde og læse?”

Svaret fra dansklæreren var nej - for der findes altså også andet i verden end læsning :-) 



Lav din egen læsekonkurrence

Der er mange måder at lave en læsekonkurrence på! Her får du to forslag.

  1. Byg en figur ud af jeres læste minutter

    I december måned var det et juletræ og i sommers en isvaffel - og du kan hente vores gratis materialer her. Men I kan jo også vælge selv at finde på en figur. Det kan være en læseraket, et hus eller en kæmpe bog?

  2. Udfyld et Læs-O-Meter

    En fælles konkurrence kan også bestå i at gå efter et fælles mål i klassen. F.eks. kan du udfordre dine elever til at læse 12.000 minutter på en måned? (Det lyder af meget, men i en klasse med 20 elever, er det faktisk kun 20 minutter om dagen pr. elev).

    Brug vores Læs-O-Meter til at synliggøre målet og se, hvor langt I er kommet.

    Download Læs-O-Meter

I begge konkurrencer er der fokus på læste minutter - så alle kan deltage på lige vilkår.



Kilde: Sørensen, Birgitte Holm (2013). Styrk deltagerperspektivet. I: Unges motivation og læring. 12 eksperter om motivationskrisen i uddannelsessystemet. Lærerhåndbog.

 Inspiration og viden om læselyst – direkte i din indbakke!

Til dig, der gerne vil modtage inspiration i form af læseforløb, undervisningsmaterialer, konkurrencer, info om nye titler og meget andet.


Ja takk!