dec. 20, 2021 Lotte Frank Andersen

Moodboards vækkede 7. klasses læseglæde

Dansklærer Mia Hogue lykkedes med at styrke både elevernes læselyst og deres læsefaglige niveau. Læs hvordan hun bar sig ad og se hendes guide til moodboards med boganbefalinger.

”De er en klasse, som altid har elsket at læse, at gå på biblioteket og arbejde med forskellige romaner. Men i løbet af sjette klasse begyndte det at gå lidt ned ad bakke.”

Sådan fortæller Mia Hogue, dansklærer på Rødding Friskole, om sin 7. klasse. For at motivere eleverne til at læse mere af lyst satte hun derfor gang i flere initiativer i dette skoleår.

Inspirerende boganbefalinger

Ét af dem var moodboards, som skulle give eleverne inspiration til nye bøger og bogserier.

Eleverne udvalgte hver især ni yndlingsbøger og satte bøgernes forsider på et moodboard, som de fremlagde for klassekammeraterne. På den måde kunne eleverne anbefale bøger til hinanden og forny lysten til at læse.

Længere nede i indlægget kan du finde Mias guide til at lave moodboards med boganbefalinger.

Motiverende læsekonkurrence

I efteråret tilmeldte Mia endvidere klassen til BookBites’ Halloween-konkurrence med håbet om, at det også kunne have en indvirkning på elevernes læselyst. Og det virkede.

”Jeg behøvede faktisk ikke at gøre så meget for at motivere dem under konkurrencen. Det klarede de fint selv og anbefalede bøger til hinanden undervejs,” siger Mia og fortsætter:

”Eleverne var meget opsatte på at vinde, og det var motiverende for dem, at de kunne følge med i stillingen undervejs.”

Klassen endte med at læse så meget, at de blev vinderne af konkurrencen og vandt Halloween-godter og en fælles tur i biografen.

Hævede det faglige niveau

Læseinitiativerne har ikke kun haft indflydelse på læselysten, men også klassens faglige niveau.

Mia tog en læseprøve på eleverne i slutningen af læsekonkurrencen, og en stor del af eleverne havde flyttet sig i deres samlede score. Særligt i læsehastighed- og forståelse fik de en højere score, end da de tog en tilsvarende prøve i juni i år.  



Mias guide: Sådan laver I selv moodboards

Hvad er et moodboard?

Et moodboard består af billeder med et fælles tema. I 7. klasse på Rødding Friskole udvalgte eleverne ni billeder.

 

Hvordan kan det laves?

Temaet for billederne i Mias 7. klasse var yndlingsbøger. Motiverne var derfor forsider af elevens yndlingsbøger. De sættes sammen i for eksempel Google Docs, Microsoft Word eller et tilsvarende program.

 

På Rødding Friskole brugte de iPiccy, som er et gratis online program.

 

Moodboard elevSådan så en af elevernes moodboard ud.

 

Mias oplæg til eleverne

Mias oplæg til eleverne var, at de skulle vælge deres ni yndlingsbøger. Det måtte både være bøger, de havde fået læst højt, og bøger, de selv havde læst i klassen eller derhjemme.

 

Fremlæg for hinanden

Også Mia selv lavede et moodboard med sine yndlingsbøger og fremlagde det for klassen, hvor hun beskrev og begrundede sine valg.

 

Da eleverne var færdige med deres moodboards, trak Mia tilfældige makkere, som skulle fremlægge for hinanden. Det gjorde de et par gange. På den måde inspirerede eleverne hinanden og gav ideer til ny litteratur.

 

Få mere inspiration til læsningen

 

Fotos: Rødding Friskole (2021)

 Inspiration og viden om læselyst – direkte i din indbakke!

Til dig, der gerne vil modtage inspiration i form af læseforløb, undervisningsmaterialer, konkurrencer, info om nye titler og meget andet.


Ja takk!