apr. 07, 2022 Agnes Solem-Aicher

Teksten, mig selv og verden - 5 tips til oplevelsesorienteret læsning

Lad dine elever læse skønlitteratur med hele kroppen. Lad dem føle de følelser, som opstår, når de læser tekster. Lad dem undre sig over sproget og indholdet, føle med karaktererne, blive nysgerrige, identificere sig med teksterne, reflektere over læseoplevelsen og snakke om den på forskellige måder. Vær sammen om oplevelsesorienteret læsning.

Du får i denne tekst 5 helt konkrete forslag til, hvordan du kan arbejde med oplevelsesorienteret læsning. Desuden får du en kort indføring i forskningen bag oplevelsesorienteret læsning.

Målet er her en åben og kreativ tilgang til litteraturen, hvor eleverne på samme tid undersøger en teksts verden og ved hjælp af denne også sin egen og omverdenen.

 

5 konkrete tips til undervisningen

  1. Giv eleverne tid til at læse og lytte, tænke, tale med hinanden, skrive og give feedback.

  2. Hjælp eleverne til at sætte ord på egne oplevelser - gerne med udvalgte “start sætninger”, som “Jeg synes, det var sjovt at…”, “Jeg kunne bedst lide,da…”, “Jeg undrede mig over, at…”, Jeg kunne ikke lide, at..”

  3. Lad eleverne snakke sammen i par eller grupper, før de taler sammen i plenum.

  4. Vær åben for det, som kommer. Det er elevernes forskellige svar, der er vigtige, og der er ikke nogen forkert oplevelse.

  5. Stil vejledende spørgsmål til eleverne, så de lærer at koble deres egne umiddelbare oplevelser sammen med elementer i teksterne. “Har du selv prøvet, at…?” “Kender du den følelse, når…?" Synes du, at det er rigtigt/forkert,når…?”

 

Forskningen bag oplevelsesorienteret læsning

Oplevelsesorienteret læsning er langsom læsning. Den tager udgangspunkt i elevernes følelser, undren og livsverden. Den kræver, at der læses i dybden, og at der i undervisningen er åbenhed over for mange forskellige svar.

Ifølge litteraturforsker Louise M. Rosenblatt opstår interesse for litteratur “nedenfra og op “. En æstetisk og oplevelsesorienteret undervisning foregår netop nedenfra og op. Her arbejder lærer og elever med udgangspunkt i egne opfattelser af tekster som grundlag for analyse og fortolkning i et fællesskab, som er præget af aktiv lytning og undersøgende samtaler. Lidt efter lidt bliver eleverne i stand til at udforske tekster på egen hånd.

Æstetisk og oplevelsesorienteret læsning er forankret i en litterær oplevelse, som er undersøgende og udforskende - den skal trigge nysgerrigheden og skabe engagement. Det stemmer fint overens med essentielle elementer i skolen som læringsrum. De præsenterer læseren for noget genkendeligt, men tilfører også noget nyt.

Den æstetiske og oplevelsesorienterede læsning lægger vægt på barnets personlige oplevelser og tolkninger, og barnet skal gerne blive engageret i det, han eller hun læser. Eleverne får lyst til at udforske. Dermed kan  oplevelsesorienteret og æstetisk læsning blive drivkraften til at lære mere om verden, og litteraturen bliver indgangen til ny viden. Læsning af skønlitteratur kan derfor med fordel også bruges i andre fag end dansk.

 

Læs mere om æstetisk og oplevelsesorienteret undervisning her:

Fredwall, I., E., Moseid, E. A. & Slettan, S. (Red.). (2022). Elevene og litteraturen. Estetisk lesing på barnetrinnet. Cappelen Damm Akademisk.

Hansen, T. I., Elf, N. F., & Gissel, S. T. (2017). Forskningsbaseret viden om undersøgende litteraturundervisning. https://emu.dk/sites/default/files/2018-10/Vidensnotat%2C%20dansk.pdf    

 

 Inspiration og viden om læselyst – direkte i din indbakke!

Til dig, der gerne vil modtage inspiration i form af læseforløb, undervisningsmaterialer, konkurrencer, info om nye titler og meget andet.


Ja takk!